Profil
FROST LARSEN er et alsidigt arkitektfirma, etableret i 1975 i Skanderborg. I 2021 flyttede tegnestuen til Viby J ved Aarhus.
Tegnestuen arbejder med en bred vifte af opgaver for både offentlige og private bygherrer i hele Danmark og Skandinavien. Opgaverne omfatter institutions- og undervisningsbyggeri, kultur- og idrætsbyggeri, erhvervsbyggeri og boligbyggeri, samt renovering og transformation.
Vi udfører helhedsorienteret arkitekt- og totalrådgivning, der dækker alle projekteringsforløbets faser fra bygherrerådgivning, planlægning og konceptudvikling, projektering, udbud og kontrahering til indkøb, tilsyn og projektledelse. På den måde har vi solid erfaring med og viden om alle fagets faser og aspekter.
Vi sætter en ære i at arkitektur og bygbarhed går hånd. Vi lægger vægt på en uprætentiøs tilgang til arkitekturen hvor vor byggetekniske kunnen, effektiv projekteringsledelse, enkelhed i detaljen og en minutiøs byggestyring sikrer kunden et produkt af høj teknisk standard.
Helhedstænkning, æstetik, funktion samt økonomi kombineret med kreativitet og sund fornuft indgår som en rød tråd i den udviklende proces af hvert eneste projekt.
Tegnestuens vigtigste ressource er vores dygtige og engagerede medarbejdere, der besidder en faglig spændvidde og erfaring, der gør det muligt at sammensætte vores faglige og personlige kompetencer i projektteamet ud fra opgavernes karakter, kompleksitet og omfang.
For kontinuerligt at udfordre og udvikle de faglige kompetencer er deltagelsen i arkitektkonkurrencer en naturlig del af tegnestuens strategi, og gennem årene er mange af tegnestuens projekter resultater af vundne arkitektkonkurrencer.