Årre Børnecenter, Årre - skitse

Årre Børnecenter

I samarbejde med Arkitektfirmaet Vest og Rambøll har Arkitektfirmaet Frost Larsen A/S vundet totalrådgivningen på om- og tilbygningen til Årre Skole.

Ved en omfattende ombygning, miljøsanering og energirenovering samt tilbygning med ny børnehave tilvejebringes nye pædagogisk opdaterede faciliteter for hele skolen samt en fuld integration af børnehave, indskoling og SFO. Arkitektfirmaet står for bruger-workshops, dispositions- og projektforslag for det fremtidige ”Årre Børnecenter”.

Ved en serie af præcise indgreb og funktionelle rokader skabes et moderne og sammenhængende læringsmiljø præget af fleksibilitet og sambrug af lokalefaciliteterne på tværs af alderstrin. Samtlige faglokaler samles omkring det eksisterende fællestorv og åbnes op mod dette via nye glasdøre- og partier, således at torvet kan inddrages aktivt i undervisningen, visa versa. Torvet tilføjes nyt SFO –køkken, læsetrappe samt nyt, skulpturelt sceneelement i flere niveauer der tillige kan fungere som et aktivt element i undervisningen og SFO-aktiviteterne.

Den eksisterende vandrehal ombygges til et moderne læringscenter, et ”minikulturhus”, med studiepladser og grupperumsfaciliteter med direkte forbindelse til mellemtrinnets fællesområde. I overgangen mellem de to områder placeres et cirkulært grupperumselement der tillige indeholder skolens bogsamling. Ved energirenoveringen tilføjes skolens facader et moderne og varieret udtryk i samspil med nybygningen.

Sted
Skolegade, Årre
Omfang
Ca. 2250 m², - heraf 510 m² nybygning af børnehave, sammenbygget med eksisterende skole
Bygherre
Varde Kommune
Team
Rambøll A/S, Arkitektfirmaet Vest A/S
Ydelser
Bruger-workshops, dispositions- og projektforslag.
År
2016 - 2017
Anlægssum
25 mio. kr.
Præmiering
1. præmie i totalrådgivningskonkurrence
Årre Børnecenter, Årre - skitse børnehave