Fårupgård Ungecenter, ny undervisningsbygning
Den nye undervisningsbygning placeres i samspil med det eksisterende herregårdsanlæg, således at der opnås en sammenhæng i konteksten mellem skoven mod syd og de eksisterende bebyggelser.
Skalamæssigt og materialemæssigt tilpasser den nye bygning sig til det store herregårdsanlæg. Den nye undervisningsbygning rummer inspirerende og moderne rammer til undervisning på overgangen mellem det historiske anlæg og den store natur.
Enkeltheden er styrken i det lette og enkle bygningsvolumen med facadebeklædning af træ, store glaspartier i gavlene og et stort og flot tag med udhæng og tagbeklædning af rød vingetegl. Det er det store røde tegltag, der drager referencer til de eksisterende bygninger og binder hele anlægget sammen.
Selve plandisponeringen er enkel og fleksibel og består af et stort fællesrum og to mindre torve hvorfra man fordeler sig ud til klasserum og grupperum. Planløsningen understøtter forskelligartede læringsmetoder i kombinationen af store og mindre undervisningsrum. Det store beskyttende tag understøtter sammenhængen mellem ude og inde, og giver mulighed for at trække undervisningen ud af huset.
Husets store centrale fællesrum markeres med et stort ovenlys i taget, hvilket giver rummet et særligt løft og himmelkig. Der vil strømme lys ud af ovenlyset, når der er aktiviteter i huset om aftenen.
- Sted
- Fårupgård, Jelling
- Omfang
- 400m2
- Bygherre
- Vejle Kommune
- Team
- LIST BYG A/S, Tri-Consult A/S
- Ydelser
- Arkitektrådgivning
- År
- 2022-2023
- Præmiering
- 1. præmie i totalentreprisekonkurrence